Viser opslag med etiketten arbejdsmateriale. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten arbejdsmateriale. Vis alle opslag

fredag den 6. maj 2016

Nem og god inspiration til leg med sproget i hverdagen



Vi har glædet os til at få fingrene i bogen Flere snakkepakker - sprogudviklende aktiviteter om krop og følelser af Lotte Salling. 

Bogen er gennemarbejdet og lige til at bruge i hverdagen uden de store forberedelser. Flere snakkepakker er opbygget som en opslagsbog med relevante undertemaer for krop og følelser. 
Ofte taler vi om kropsdele, når vi taler om kroppen med børn. Men der er flere andre oplagte emner, som er væsentlige at tale om, og det er tænkt med i bogen. Ved temaet Kroppen er der for eksempel lagt op til emner som blod, at vokse, maven osv. 

Bogen kan anvendes til tematisk sprogarbejde af forældre og pædagogisk personale i dagtilbud, indskoling eller i sproggruppe.






Bogen indeholder en række snakkepakker, der behandler det overordnede tema om krop og følelser. Følgende er et eksempel på snakkepakken om Viden.

Snakkepakken Viden indeholder:

  • en illustration 
  • en remse med tilhørende fagter
  • en sang med en velkendt melodi
  • forslag til relevante spørgsmål, man kan lade sig inspirere af til dialog med barnet/børnene
  • forslag til relevante aktiviteter, som ikke kræver den store iscenesættelse, og som nemt kan indgå i en dagligdagsaktivitet. 
  • man kan også printe tilhørende tegne- og skriveopgaver fra hjemmesiden



Vil du se nærmere på Flere snakkepakkers hjemmeside, så følg link til snakkepakker.

Flere snakkepakker er en praksisnær bog, hvor i der på en saglig, inspirerende og gennemtænkt måde behandles emner, som er relevante for børn. Hvis du godt kan lide et lækkert og flot materiale, der er nemt at arbejde med, vil vi anbefale dig at se nærmere på denne udgivelse fra Dafolo.
Læs resten af indlægget ...

fredag den 29. januar 2016

Få system på lydkortene

Vi har fundet en lille handy arkivmappe, der passer perfekt til vores lydkort. For overblikkets skyld har vi klippet faneblade i farver, der er identiske med kortenes QR-koder. Kodernes farver viser hvilke fonemgrupper, lydene tilhører.

Nu er det hurtigt og nemt at få overblik over kortene, når vi i en undervisning eller vejledning lige skal bruge et karate- eller toglydkort. Bagerst i mappen har vi altid et par foldede A3 plakater til uddeling ved behov.

Hjælp til overblik

QR-koderne har forskellige farver, der viser lydenes klassifikation. Klassifikationen er især brugbar for logopæder, der kan være interesseret i at tydeliggøre fonemgruppers særlige karakteristika for børn med fonologiske vanskeligheder. 

Farveklassifikationen er følgende:
Nasaler: gule
Klusiler: røde
Frikativer: grønne
Approksimanter: orange
Lateraler: blå


De farvede QR-koder


Det er i IKEA du finder arkivmapperne. Vi har selv købt godt ind, så tjek IKEAs lager inden du drager af sted :-)


Foto direkte fra Ikea :-) 


Vi har som logopæder savnet et fonologimateriale, der også kan bruges af personer uden kendskab til fonologi og fonetik, når de skal støtte et barns fonologiske udvikling. Ofte har vi oplevet, at voksnes forståelse for ord og talelyde helt naturligt er så påvirket af skriftsproget, at ord bliver tænkt som bestående af bogstaver. Det kan være svært for voksne at høre den lydlige side af ordet og lytte sig frem til de talelyde, et ord består af. Ydermere har vi også tit stået i den situation, at vi kunne ønske os et materiale, der nemt og hurtigt ville kunne bruges af ikke-logopæder til at vise, hvordan de enkelte talelyde artikuleres og lyder. Det er vores intention, at de nye lydkort kan opfylde dette behov.

Læs mere om vores lydkort her. Illustrationerne står Mogens Buus fra TipTapTudse for.






Læs resten af indlægget ...

fredag den 6. november 2015

Glade børn, der hopper sig til læring





At udvikle børns lydlige/fonologiske opmærksomhed er en vigtig forudsætning for deres senere læsefærdigheder. I vores talepædagogiske arbejde møder vi mange dygtige og engagerede pædagoger, der gør et flot stykke arbejde for at give børn et godt fonologisk fundament. I denne uge blev vi inspireret af en pædagog med særlig ansvar for en børnehaves sproglige miljø. Sammen med gruppe børn lavede pædagogen en aktivitet med udgangspunkt i et gratis og indbydende rimemateriale.




Materialet hedder "RIM HOP", og det består af nogle rimpar, der er udført som gulvbrikker. At kunne høre om to ord rimer eller ej er en af de mest grundlæggende færdigheder i tilegnelsen af fonologisk opmærksomhed. Når et barn er i stand til kunne identificere rimpar, vil det kunne begynde selv at finde ord, der rimer

"RIM HOP" kommer fra ABC Leg, som har flere gratis materialer på hjemmesiden. Link til RIM HOP-spillet finder du her. Udover de fine illustrationer er det er en kvalitet ved "RIM HOP", at det lægger op til bevægelse. Børn i dagtilbudsalderen har en naturlig bevægeglæde, og som vi tidligere har skrevet om, er der meget, der tyder på, at bevægelse styrker børns læring.


Link til ABCleg, som har flere gratis materialer til print  

Læs resten af indlægget ...

fredag den 29. maj 2015

Sådan arbejder vi med aktionslæring

I et tidligere indlæg her på børns sprog fortalte vi om, hvordan vi i længere tid arbejdet med, at tilrettelægge et aktionslæringsforløb, hvor formålet var at opkvalificere pædagogernes kompetencer til at fremme børns lydlige opmærksomhed i børnehaven. 

Vi har bygget vores aktionslæringsforløb ud fra en fleksibel model, så man kan bruge den til at arbejde med forskellige læringområder. Det kunne f.eks. også være implementering af metoder til at støtte samspillet børnene i mellem. Se det tidligere indlæg, hvor vi beskriver baggrunden for forløbet, her.







Aktionslæring handler om læring og praksisudvikling gennem prøvehandlinger i tæt tilknytning til pædagogernes daglige arbejde og kan defineres på følgende måde:   

Aktion er en aktiv handling
Læring er en ændring af forståelsen
AktionsLæring er en ændring i forståelsen via aktiv handling. 

Vi har nu afprøvet vores model i flere institutioner med og gjort os nogle erfaringer. Pointen med modellen er at tage udgangspunkt i pædagogernes egne erfaringer og usagte viden og synliggøre, hvordan man systematisk kan arbejde med den lydlige opmærksomhed. 

En vigtig præmis, for at et aktionslæringsforløb skal lykkes, er, at man fra starten inddrager institutionslederen, da det er lederen, som skal give plads for projektet.

En fællesnævner for erfaringerne fra forløbene er, at pædagogerne efter 5-8 uger med forløbet blev selvkørende, og derefter kun havde brug for opfølgning en gang imellem. Det tror vi skyldes, at vi tog udgangspunkt i den praksis og de kompetencer pædagogerne i forvejen havde. Et eksempel kan være, at en en pædagog ofte sætter aktiviteter i gang på legepladsen, og det vil således være oplagt at samarbejde med pædagogen om at inddrage legepladsen i arbejdet med lydopmærksomhed. Dette er medvirkende til at gøre pædagogen medejer af processen. Forløbet skal gerne opleves så praksisnær og brugbart som muligt for den enkelte pædagog.


Det er vigtigt at tage udgangspunkt i pædagogens kompetencer


Vi vil i et senere indlæg uddybe helt konkret hvordan man kan arbejde med børns lydlige opmærksomhed, følg os her på bloggen 

Aktionslæring lægger op til, at man tager udgangspunkt i pædagogernes praksis og kompetencer ved, at pædagogen selv udvælger et fokuspunkt som hun skal arbejde med til næste gang. Et fokuspunkt kan være mange ting. Et konkret fokuspunkt kan være spørgsmålet "Reagerer børnene anderldes, hvis pædagogen giver god tid til at et barn kan svare i en samtale?"





Igennem fokuspunktet skabes der et rum, hvor det er acceptabelt, at pædagogen laver prøvehandlinger i praksis, også selvom det ikke går lige godt hver gang. Det er igennem prøvehandlingerne og efterfølgende refleksioner og faglig sparring, der skabes fremdrift, erfaringer og nye fokuspunkter.




Hvis I er interesserede, kan I printe forløb og de dokumenter vi har anvendt. Hvis I har spørgsmål eller gerne vil have sparring, inden I går i gang, er I meget velkommne til at kontakte os eller skrive en kommentar. 

Stor tak til pædagogerne, der har deltaget i projektet, kæmpe stor ros til jer alle og tak for, at I ville lege med.
Læs resten af indlægget ...

mandag den 18. maj 2015

Nyeste forskning har også tænkt forældrene med


Et af formålene med vores blog er bla. at inspirere professionelle og forældre med ideer til alt det, der optager os lige nu ude i praksis. Måske fulgte du med i medierne i sidste måned, da Center for Børnesprog på Syddansk Universitet offentliggjorde resultaterne fra forskningsprojekterne SPELL og Fart på Sproget. Vi har været ved at undersøge nogle af de spændende muligheder, der ligger i disse projekter.

Hvis du er til målbaserede og systematiske sprogindsatser, er der god inspiration at hente på centrets hjemmeside, hvor du finder indsatser for forældre og pædagoger - lige til at gå i gang med. Et meget gennemarbejdet materiale med en let læst vejledning til forældre er gjort tilgængelig for alle.


Læs nyheden fra Center for Børnesprog

SPELL og Fart på Sproget er to sprogforløb, der er gennemført i børnehaver i hele landet. De er kendetegnet ved, at de bygger på følgende elementer:
  • systematisk og eksplicit tilgang
  • faste læringsområder og -mål
  • mange gentagelser
  • tilpasning til sprogligt svage/stærke børn
  • evaluering af aktiviteter og vurdering af børnenes udbytte 
Læs mere om de bærende elementer og læringsmålene.

Dele fra de to programmer er samlet i et nyt, der hedder Vi lærer sprog. De læringsområder, der udgør indsatsen, er vist i figuren.

Sprogforløbenes fire læringsområder


På centrets hjemmeside finder du aktivitetsforløbet for forældre, hvor de fire læringsområder bliver styrket gennem læsning med barnet. Forældreforløbet er opbygget sådan, at man læser den samme bog med barnet to gange på en uge. Første gang har man fokus på skrift og bogstaver samt lær nye ord. Anden gang gælder det sproglyde og rim samt fortællinger.  Herved sikrer man, at de fire områder i barnets sprogtilegnelse stimuleres.

En stor styrke ved forløbet er, at det er oversat til en række sprog, ligesom bøgerne findes indtalt som lydbøger på syv sprog - men desværre ikke på dansk.


Anvisningerne til boglæsningen ser sådan herud. Linket fører ind til forældreforløbet, hvor du også finder vejledningen
 Sådan her ser anvisningerne til forældreforløbet ud.
Linket fører dig til forløbet, hvor du også finder vejledningen

Hvis du er pædagog og har lyst til at lave den indsats, der er udarbejdet til børnehaven, vil vi anbefale dig, at du sætter dig grundigt ind i Vi lærer sprog og SPELL. Indsatsens omfang er en halv time to gange om ugen i 20 uger. Man kan opfordre forældrene til at udføre forældreforløbet parallelt. Oplægget til bogaktiviteterne findes også elektronisk (kun iPad, følg anvisningen på siden), hvor der desuden er mulighed for at differentiere sværhedsgrad og kompleksitet. Det er vigtigt at huske på, at det er i relationen, børn tilegner sig sprog, så derfor skal man være opmærksom på, at det meget faste forlæg eller iPad'en ikke kommer til at hæmme kontakten mellem den voksne og børnene. Se et rigtigt godt eksempel på, hvordan metoden kan bruges i filmen herunder.




Vi har tidligere på børns sprog skrevet om en nem forældre vejledning til dialogisk læsning med barnet. Den kan du også lade dig inspirere af.
Læs resten af indlægget ...

torsdag den 5. marts 2015

Købmandsleg med rimord


Vi vil på børns sprog gerne dele en rimeleg med jer. Legen er spontant opstået i en situation, hvor der var behov for at motivere og aktivere en gruppe dejlige børn, som havde nogle sproglige udfordringer, især med hensyn til den lydlige opmærksomhed.

Legen er en simpel købmandleg, hvor vi bruger et antal illustrerede rimpar, f.eks. to kort med henholdvis en kat og en hat. Du kan se nogle af rimparrene afbilledet herunder.





Barnet har rollen som en købmand, der sælger "halve" rim, og den voksne har den anden halvdel af rimeparrene og skal agere kunde i købmandsbutikken.

Så går legen ellers bare i gang. Den voksne siger noget i retning af "Goddag. Jeg vil gerne købe et ord, der rimer på hat". Købmanden skal finde makkeren til hat på købmandsdisken. Når barnet, evt. med hjælp, har fundet frem til rimordet, bruges igen en modelsætning: "Værsgo. Her er kat, som rimer hat". Er der flere børn med i legen, skiftes de til at være købmand og til at være kunder.



Simple rimpar til legen kan være enstavelsesord som hat/kat, dyr/fyr, ko/to, mand/tand, bog/låg, ben/sten. Lidt sværere bliver det med tostavelsesord f.eks. røde/fløde, bakke/jakke, flaske/taske, hue/due. Sværere rimpar til de ældre børn kan være: toilet/kotelet, billetter/raketter, makroner/skabeloner, stjerner/hjerner blæst/hest, chokolade/spade, hvor ordene har flere stavelser eller konsonantgrupper.

Udover at træne den lydlige opmærksomhed, så er legen en god anledning til at øve turtagning, øjenkontakt og fælles opmærksomhed. Dvs. når kunden afgiver sin bestilling til købmanden, skal der være forinden være øjenkontakt. Købmanden skal høre bestillingen til ende og huske at svare sprogligt og ikke nøjes med blot at udlevere varen. Det er vores erfaring, at dette er noget, mange børn skal guides til at mestre.

Legen bliver ekstra sjov, hvis man laver forskellige roller til kunderne, f.eks. en fin dame, en gammel mand eller en ond heks osv.

God fornøjelse!
Læs resten af indlægget ...

onsdag den 18. februar 2015

Fonologispil - et pædagogisk redskab


Konsonantbanko


På vores besøg hos TipTapTudse, som vi tidligere har omtalt på bloggen, blev vi introduceret nogle af deres inspirerende materialer. Vi synes, de er så lækre og gennemførte, at de fortjener et indlæg her på børns sprog.

Vi blev særligt optaget af TipTapTudses konsonantbanko. Spillet er opbygget som et banko, og på en plade er der repræsenteret tre fonemer med hver tre ord. På pladerne er lydene grupperet efter artikulationssted (/b, p, m/ på samme plade) eller artikulationsmåde (/v, f, s/ på samme plade). Et sæt består af fem forskellige plader.
Materialet er kraftig plast med rigtig gode illustrationer, og spillet kan holde til at blive brugt på gulvet og udendørs, så der er basis for at komme væk fra den siddende stilling ved bordet og udfolde kreativiteten i arbejdet med sproglyde.

Vi har været så heldige at få lov at prøve spillet af i praksis til stor glæde for de børn, vi har præsenteret det for. Spillet er relativt stort, hvilket åbner op for muligheder, f.eks. at vi kunne tage spillet med udenfor. Vi kunne se brikkerne på afstand og kunne derfor  igangsætte nogle lege, hvor der var plads til bevægelse, leg og sjov.

Der er en vejledning med til spillene, som inspirerer til at kombinere motorik og fonologi.
Vi ser oplagte muligheder i at anvende spillet med grupper af børn, som har udfordringer med fonologien og i børnegrupper, hvor man arbejder med fonologisk opmærksomhed.
Spillet kan således bruges af pædagoger i arbejdet med sprog og lydlig opmærksomhed men også af logopæder som supplement til fonologiundervisningen.


Sammensatte ord-banko: sengelampe, brødkniv, kongeslot

Udover konsonantbango har TipTapTudse en række andre bankospil efter samme idé. Man kan bl.a. finde spil et genialt spil med sammensatte ord, som I kan se Ane, Pelle og Lærke bruge på optagelsen herunder.




 


En blog, vi kan give den varmeste anbefaling, er sprogkiosken, som forfattes af Ulla Lahti På sprogkiosken kan I finde nogle inspirerende, gennemarbejdede og lettilgængelige børnelogopædiske arbejdsmaterialer, bl.a. fonembingo med forskellige lyde. Vil I se mere, kan I følge linket på sprogkioskens logo.



https://sprogkiosken.wordpress.com/2015/01/31/ugens-pin-fonembingo-k/




Læs resten af indlægget ...

mandag den 22. december 2014

Synlig læring




På en af vores arbejdspladser er vi godt i gang med, at indføre synlig læring i skolerne. Ideen med synlig læring tager bl.a. afsæt i John Hatties forskning.
Hattie er en newzealandsk forsker, som har lavet en forskningsoversigt over, hvordan eleven tilegner sig mest mulig læring i skolen.

Synlig læring består af 3 elementer:
  • Der er høje forventninger til eleven.
  • Der er opstillet synlige konkrete mål for, hvad og hvordan eleven skal leve op til forventningerne.
  • Eleven får løbende feedback og bliver evalueret af læreren.
Læs mere om teorien bag synlig læring her: www.dafolo.dk/Synlig-læring---for-lærere.5168.aspx



Det sidste års tid har jeg arbejdet med, hvordan man som tale-,hørekonsulent kan lade sig inspirere af fokus på synlig læring i skolen og brugt det i mit daglige arbejde i b.la. i fonologiundervisningen.
Et eksempel kan være når jeg starter et fonologi undervisningsforløb sammen med barnet. Her bruger jeg et ark med et billede af en "kriger" som kæmper for en sproglyd. Det kan være "Kampen for udtale af /L/-lyden" se billedet ovenfor.

Jeg forklarer barnet, at når vi er færdige med undervisningsforløbet, er vi kommet i mål ved slutningen af pilen på arket. Ved afslutningen af hver undervisningsgang er barnet og jeg i dialog om, hvor meget det har lært siden sidst. Herefter evaluerer barnet sig selv ved at sætte en streg på pilen (se billedet herunder).
Metoden er enkel og nem at arbejde med, og barnet oplever det motiverende ved at se progressionen grafisk. Ved undervisningen glæder barnet sig altid til at skulle strege ind, hvor godt det er gået.


Vi forstiller os at denne form for evaluering kan indføres i andre pædagogiske sammenhænge til at motivere barnet.
Er du interesseret i at bruge vores evaluerings ark Kampen for udtale af /?/ lyden følg linket og du får et ark til print. Du skal blot selv tilføje fonem lyden/sproglyden I skal arbejde med. 
Læs resten af indlægget ...