fredag den 5. juni 2015

Husk også udsagnsordene

Når vi arbejder med at styrke børns ordforrådstilegnelse, kan vi meget let komme til at fokusere på bestemte ordklasser. Især fylder substantiverne/navneordene meget, og de er da også vigtige byggesten i børns ordforråd og sætningsdannelse. Adjektiver/tillægsord som farver og størrelser får også ofte meget opmærksomhed, ligesom præpositioner/forholdsord, der angiver rumlige relationer (foran, bagved, over, under osv.), kan være omdrejningspunkt for en indsats.

Men en meget vigtig ordklasse er verberne/udsagnsordene (handleord som spise, lege, sove osv), som vi kan komme til at overse.
Udfordringen ved udsagnsordene er, at de ikke kan fastholdes og illustreres på samme konkrete måde som ordene i de andre ordklasser. Når handlinger er udført, er de ikke længere synlige, og de kan være svære at vise på billeder.

Illustration af udsagnsordet "hoppe"  

Den forskning, der ligger bag bogen "Når børn lærer sprog" (red. Bleses & Højen, Syddansk Universitetsforlag, 2009) har undersøgt, hvordan børns ordforråd er inddelt i ordklasser. Hos børn er substantiverne den største ordklasse, og denne tendens er mest markant, mens ordforrådet er lille. Efterhånden som barnet tilegner sig flere ord, vokser andelen af verber og andre ord.

Ordforrådets størrelse hænger nøje sammen med sætningslængde og -kompleksitet. Jo flere ord, des længere og mere komplicerede sætninger, kan børn konstruere. Det siger sig selv, at man ikke kan lave sætninger af udelukkende substantiver, verberne er nødvendige.



Illustration af udsagnsodet "springe" 

På billederne ses, hvordan to børn hopper, springer og hinker. Tre handlinger, der er beslægtede, men som alligevel betyder noget forskelligt. For fleste børn vil hoppe være et kendt ord, idet det forekommer ret hyppigt i sproget. Derimod er springer og hinker ikke nær så hyppige, så de vil for nogle børn være ord, de ikke kender den dybe betydning af og måske ikke anvender i deres aktive ordforråd.

Læs mere om ordforrådstilegnelse og ords hyppighed i sproget i et tidligere indlæg. 

Ordet springe har mange andre betydninger end den handling, børn selv kan udføre. Man kan inddrage nogle af dem, f.eks. "springe i luften" og "springe ud" (blomst).


Illustration af udsagnsordet "hinke"

Når børn - og voksne for den sags skyld - skal øge deres ordforråd, sker det bedst i meningsfulde sammenhænge, og det er oplagt at bruge kroppen, så børnene selv mærker og oplever handlingerne. Sommeren er over os, så planlæg lege på legepladsen eller i haven, hvor du i forvejen har udvalgt en række handlinger, som du benævner mange gange undervejs. I kan også lege med traktorer og lign. i sandkassen og lade maskinerne bakke, dreje, svinge, harve, tromle, læsse osv.

Ønsker du at målsætte og registrere udviklingen i et barns ordforrådstilegnelse, kan du benytte målsætningsredskabet G.A.S.


Læs resten af indlægget ...