fredag den 21. august 2015

Digitale børnefællesskaber

Hvis du går med forestillingen om, at det der med børn og tablets er et spørgsmål om at finde velegnede apps, så er der virkelig god grund til at læse bogen "Digitale børnefællesskaber. Leg og læring i vuggestue og børnehave". Det er en bog, der vil rykke ved den forestilling.



Bogen indeholder konkrete og praktiske forslag til digitale aktiviteter, hvor børn i fællesskaber kan bruge digitale medier til at dele viden og oplevelser, udforske verden og skabe narrativer. Der er 15 forskellige aktiviteter til hhv. vuggestue- og børnehavebørn, og hver af dem er præcist og tydeligt beskrevet. Aktiviteterne er lette at gå til, når man har det rette udstyr. Det drejer sig overvejende om en iPad, men det kan også være supplerende udstyr, f.eks. et digitalt mikroskop eller en projektor. Som interesserede i sprogtilegnelse og sprogstimulering er vi vilde med de talende klemmer og brikker, som vi ser mange anvendelsesmuligheder i, og som oven er ret billige at anskaffe.




Til pædagogisk personale, der trænger til fornyelse i samlingssituationer, er der masser af inspiration at hente, og til det tematiske sprogarbejde, viser bogen, at der er rige muligheder for at bruge digitale medier til både undersøgelse, dokumentation og formidling af børnenes læring og oplevelser.





Bogen indledes med et afsnit, der kort præsenterer summen af forfatternes erfaringer med at skabe digitale børnefællesskaber samt deres refleksionsramme. Der ligger saglige og relevante overvejelser bag dette afsnit, men det er helt klart praksisaspektet, der er bogens styrke. Vi anser den som et vigtigt bidrag til skabelsen af kulturer, hvor børn bruger digitale medier som aktive producenter, og hvor medierne kvalificerer og fornyer børnenes læringsfællesskaber.

"Digitale børnefællesskaber. Leg og læring i vuggestue og børnehave" er skrevet af Marlene Vorborg Jensen, Mette Eiersted og Rasmus Max Byriel Andersen og er udkommet på forlaget Dafolo.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar