Sider

onsdag den 21. oktober 2015

"Mig er sulten"


Det kan være en udfordring for barnet at få styr på brugen af jeg og mig. Vi kan nok alle blive enige om, at det lyder fantastisk sødt i starten af børns sproglige udvikling, når de f.eks. siger: "mig vil gerne ..." eller "mig gider ikke ...".  Vi kan også høre, at større børn bevidst vælge at bruge mig, hvis de har rollen som baby i en leg. Faktisk gælder det for mange børn, at de knækker koden for korrekt brug af jeg og mig med den rette støtte af omgivelserne.


Men nogle børn tager længere tid om at få styr på sætninger, hvor de personlige pronominer jeg og mig indgår. Når store børnehavebørn bruger mig, i stedet for jeg i daglig tale, kan de komme til at fremstå yngre, end de egentligt er - både over for børn og voksne. En uheldig konsekvens kan være, at barnet ikke bliver mødt med alderssvarende krav og aktiviteter, hvilket kan påvirke dets udviklingsmuligheder.

Hvordan støtter vi barnet bedst muligt?

Der findes rigtig mange måder at øve jeg og mig på. Her vil vi komme med nogle enkelte tips og tricks til jer.

Eksempel: pædagogen omtaler sig selv i 3. person og i 1. person 

1. Korrekt brug

For mange børn gælder det, at barnet i hverdagen skal høre jeg og mig brugt korrekt. Som voksen skal man huske på at være en sproglig rollemodel for barnet. Det gøres ved, at du omtaler dig selv i 1. person og ikke i 3. person. Et eksempel på brugen af omtale af sig selv i 3. person kunne være pædagogen, der siger "Nu skal Ulla nok hjælpe dig med at vinke farvel". Det er sikkert genkendeligt for mange, og vi bruger det også i udvalgte situationer. Men hvis barnet har svært ved at få begreberne på plads, er det meget bedre, hvis man omtaler sig selv i 1. person: "Nu skal jeg nok hjælpe dig med at vinke farvel"





2. Modelsætninger

En anden måde at arbejde med jeg og mig er gennem modelsætninger. Det vil sige, at barnet øver en sætning hvor jeg indgår. Formålet med modelsætningen er, at barnet med tiden vil overføre det til daglig tale. Et eksempel kan være: En dreng i børnehaven er rigtig glad for at tumle i puderummet. Her kan man f.eks. kaste puder til hinanden, hvor reglen er, at før man kaster skal man sige: "Jeg kaster puden" og evt. kan man øge sætningens kompleksitet: "Jeg kaster den gule pude til dig". Dette princip kan bruges i mange lege, bræt- og kortspil. F.eks. "Jeg slår med terninger" eller "Jeg flytter brikken". Ligesom modelsætninger kan anvendes i købmandslegen vi har beskrevet i et tidligere indlæg.

Modelsætning: Jeg kaster puden



3. Jeg og mig gennem sang, rim og oplæsning 

Der kan også bruges sanglege, bøger, rim og remser, som indeholder brugen af jeg korrekt. F.eks. en god gammel børnesang.

Jeg gik mig over sø og land
der mødte jeg en gammel mand
han sagde så, og hør nu her
og hvor har du så hjemme.
Jeg har hjemme i trampeland, trampeland, trampeland
og alle dem som trampe kan,
de har hjemme i trampeland.


Generelt er det vigtigt, at barnet støttes i, at det hele tiden udvikler nye facetter inden for sproget og støtte i dagligdagen gør en stor forskel for barnets udvikling. At øve og lege nye sproglige færdigheder i meningsfulde sammenhænge sammen med voksne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.